En lille historie om Andrea Mikkelsen Gehlert.

Der står en mindesten på Askov kirkegård for en dame ved navn Andrea Franks.

Hun stammer fra Lindknud-egnen, - hendes døbenavn er Andrea Mikkelsen Gehlert

Der står på Stenen:

Andrea Franks   født 27 feb.1867 død 15 maj 1942

                      Sømændenes mor

Calcutta, St Thomas, Montevideo, Santos og Åbenrå

 

På stenens sokkel står: Rejst af Skandinavisk sømandsmission

 

Der findes en lille bog om Andrea Franks. Den er skrevet af Ingeborg Olrik fra Vallekilde og udgivet af Kirkeligt Samfund. Den har som kilde dagbogs-optegnelser og breve fra Andrea.

Selskabet Skandinavisk Sømandsmission, som har rejst mindestenen, var oprindelig et grundtvigsk missionsselskab, der blev taget initiativ til af folk fra Askov højskole omkr. 1870 med Ludvig Schrøder i spidsen, og senere har alle  kendte folk fra den tid på højskolen, og andre steder fra, haft med selskabet at gøre.

Formålet for selskabet var at organisere og samle penge ind for at kunne sende folk ud på kloden i missionsærinde- hedningemission.

Det var dengang! På højskolen uddannede man unge folk til den opgave.

Men pga. at Andrea Franks kom ind i billedet omkr. 1890 ændredes formålet for selskabet til alene at understøtte hendes virksomhed med oprettelse og drift af sømandshjem i forskellige havne rundt omkr. på kloden.

Det var nemlig sådan ar da Andrea Franks var på vej ud i missionsærindet, hvor målet var Karen´sfolket, der har hjemme i det nordlige Burma ind til Kinas grænse, da havde hun fået øje på de kummerlige forhold danske søfolk havde i de store havne, hvor danske skibe lagde til,- der var brug for sømandshjem.

Hendes udfærd havde fundet sted på et tysk kulskib, der afgik fra Hamburg og hvor adskillige havne havde været frekventeret undervejs.

På sælsom måde blev det det Andrea kom til at lægge et fantastisk, dramatisk og helt overmenneskeligt arbejde i gennem et langt liv.

Først i Calcutta i Indien i 1889, dernæst på St.Thomas i 1913, så i Montevideo i Uruguay i Sydamerika i 1920, senere i Santos i Brasilien og sidst i Åbenrå, da Andrea var 80 år.

Som sagt ændredes selskabets formål og navn, og det blev alene hendes arbejde, der blev understøttet med økonomiske midler. Jakob Appel, forstanderen på Askov højskole på den tid, udvirkede, da han blev Danmarks kultusminister, at Andrea kom på finansloven.

Af den lille bog, der som sagt findes om Andrea, fremgår hvilket menneske hun har været,- lille og spinkel af vækst ,skrøbelig og egentlig også svagelig, men med en jernvilje langt ud over det sædvanlige.

Det er et mærkeligt levnedsløb der beskrives.

Hun følte sig fuldstændig i Vorherres hånd, og var måske af den grund total frygtløs.

Hun blev født under yderst fattige forhold, hun er indskrevet i kirkebogen i Holsted i 1857, men det blev i Lindknud på Gildbjerggård, hun fik en del af hendes barne- og ungdomsår. Hun kaldte i hvert fald dette sted hendes hjem.

Manden på Gildbjerggård hed dengang Hans Chr. Nielsen (1857 – 85) og sønnen Lars Peder, som næsten var som bror for Andrea, overtog senere Gildbjerggård.

Andrea var ude hos fremmede at vogte får som 7-årig, - hun blev kaldt den lille hyrdepige. Hun blev næsten væk i lyngen.

På folketællingslisten fra 1860 står faderen som daglejer og indsidder, altså bor familien til leje. Familien flytter meget rundt. Andrea har 3 søskende, måske flere, men de skal findes i forskellige sognes kirkebøger.

Efter moderens død, da Andrea var 14 år, blev altså Gildbjerggård hendes hjem. Det fremgår ikke hvordan det er gået til.

Hun blev konfirmeret i 1871 af H.F.Feilberg, som da var præst i Lindknud og Brørup sogne.

På konfirmationsdagen havde Feilberg lagt mærke til den lille pige, der helt alene var tilstede. Han opsøgte hende og faderen om eftermiddagen på konfirmationsdagen. Feilberg blev siden én af hendes faste støtter gennem livet

Andrea havde så forskellige pladser, men nu var hun ved at gå til i mismod,- hun var blevet 25 år. En morgenstund, hvor hun var i stalden for at malke, havde hun et syn, som hun selv fortæller om:

”Men hvem var det der talte til mig. Jeg så mig om i stalden, men der var ingen,- de andre på gården sov endnu. Så forstod jeg at det var Gud selv, som havde hørt min bøn. Å, hvor blev jeg glad! Alt blev så lyst og klart for mig og fra dette øjeblik var det forbi med min tungsindighed.. Vil nogen som læser dette, måske ryste på hovedet og tænke, at det var indbildning eller et sansebedrag med den røst, må jeg svare: jeg ved for vist, at jeg var ganske ene og lysvågen, da jeg hørte den, og jeg er vis på, at det var Vorherre selv, som talte til mig.”

Der var så møde i Lindknud kort tid efter, hvor to unge mænd fra Askov højskole fortalte om, at de var på højskolen for at forberede sig på, at tage til Burma for at missionere for hedninge. Hans Jørgen Jensen og Hans Poulsen hed de.

De to var kammerater med sønnen på Gildbjerggård, Lars Peder.

Andrea kom på den måde i kontakt med dem, og mødet med dem, så hun som et tegn fra Vorherre.

Der blev aftalt at Andrea skulle, ligesom dem, forberede sig til dette missions-arbejde og siden rejse ud for at møde de to i Burma. Hun skulle bl. a. lære noget om sygepleje.

Andrea gør som aftalt og rejser efter et par år af sted ombord på den omtalte tyske kuldamper,- og hun kommer til Burma og møder Hans Jørgen Jensen, - den anden af de to unge mænd, Hans Poulsen var død kort forinden.

Nu bestemmer Andrea og Hans. J .Jensen sig for, at de vil giftes, men inden de finder en præst, der kan vie dem, får H.J. Jensen sumpfeber og dør, fjern fra al civilisation,- Andrea begraver selv hendes ven i urskoven et sted i Burma.

Andrea opgiver nu arbejdet i Burma og rejser tilbage til Calcutta for at oprette et sømandshjem der.

Nogle år efter bliver hun gift, med en englænder William Franks, som hun har navnet fra. Hun traf ham i sømandshjemsarbejdet.

I de følgende år fik de en dreng og en pige. Men så dør også William Franks.

Han blev begravet hjemme i England, hvor han var fra. Kultusminister Jakob Appel, der var forstander på Askov højskole, rejste til England for at være med ved begravelsen.

Appels tale var missionsudvalgets tak og Danmarks hilsen til William Franks.

En tak vi bringer fra Danmarks land

For hvad du øved på fremmed strand

mod søfolk fra nordens egne.

Gud give dig nu i frelserens navn

Fred og hvile i himmelhavn

og glæden som aldrig skal blegne.

Først var Andrea fuldstændig lamslået af den dybe og uventede sorg, men tog sig snart sammen, og skønt endnu langt fra stærk, bestemte hun sig dog til igen at rejse til Calcutta.

I sine dagbogsoptegnelser på den lange sørejse skriver fru Franks 8 dec.1906: Så har jeg atter vendt ryggen til det kære lille Danmark, men denne gang med sorg og savn. Det kunne måske synes for andre, at jeg havde let ved at tiltræde rejsen og som om skilsmissen fra mine børn ikke var så slem for mig,- men i det stille vand kan også være en dyb grund, og det gjaldt jo for mig om at være fattet og rolig, især overfor lille Thomas, for at afskeden ikke skulle blive for tung for ham. Vi skiltes også ganske frimodigt, hvor svært end dette farvel var for mig.

Dog, da toget satte sig i bevægelse, og den kære lille skikkelse forsvandt for mine øjne, da strømmede al det svære ind over mig og tårerne fik frit løb.

Børnene efterlod hun hjemme i Danmark,- de tålte ikke klimaet derude i Calcutta og Singapore. Datteren Edith var nogen år forinden kommet i pleje ved Jenny la Cour i Askov og drengen Thomas kom nu i pleje ved en lærerfamilie Thyssen, der boede i København. De to steder fik børnene deres hjem og opvækst.

Danmarks dronning havde på et tidspunkt foræret Andrea Franks et silkeflag,-det fulgte Andrea siden,- det blev lagt over kisten hver gang en dansk sømand døde, hvor Andrea var tilstede. Siden blev afdødes navn syet på flaget

Sidst blev flaget lagt over hendes egen kiste 15 maj 1942, hvor hun blev begravet på Bispebjerg kirkegård.

 

Når man har læst den lille bog om Andrea Franks,- (som her er meget kort refereret),- så synes jeg nok hun er værd at mindes, – vi kan være stolte af hende,- hun var jo herfra.

Et barnebarn af Andrea Franks og hans kone var på besøg på Askov kirkegård for en tid siden. På tilfældig måde kom jeg i snak med dem. Barnebarnet og hans kone bestemte sig for at invitere efterkommere af Andrea til kirke i Askov en søndag, hvor de så bagefter skulle mødes. Og det lykkedes for dem. Her blev meget fortalt om Andrea. Forsamlingen var også på visit på egnen her, hvor Andrea jo altså kom fra.

 

Under arbejdet med bogen ”Lindknud,- historier om en egn, dens mennesker, huse og gårde” stødte vi på navnet Mikkelsen Gehlert. Senere har vi fundet frem til, at en bror til Andrea, Hans Mikkelsen Gehlert, ejede ejendommen Okslundvej 55 en kort tid og senere Nr. Vittrupvej 3 fra 1898 – 1916 og endelig fra 1916 – 22 ejede han med hans familie den gamle skolebygning, som lå ved kirkediget, men som er væk nu. Denne bror Hans var skrædder og det var hans søn, Søren, som siden overtog huset ved kirkediget, også.

De ældre på egnen husker måske Søren Skrædder.

Andr. Bruun