Fra Lindknuds Kirkes Protokol


Fra Lindknud kirkes protokol

Sogneinddelingen af landet, som vi kender den, skulle stamme fra ældgammel tid. Selve begrebet sogn skulle komme af at søge. Den egn, hvorfra folk søgte til deres helligsted, som før kristendommen kunne være stendyssen eller offerstedet, kaldtes et sogn. Med kristendommen blev kirkehuset det nye helligsted. Det blev nu det, man søgte til, og sogneinddelingen blev måske forstærket dermed. Senere hen er den inddeling, som bekendt blevet til en helt fast inddeling.

Det menes, at vore forfædre byggede Lindknud kirke sidst i 1200-årene, og at den dermed er blandt de yngre kirker fra den fantastiske kirkebyggertid, der strakte sig over ca. 250 år fra 1050 til 1300. Der blev bygget henved 2000 kirker spredt ud over landet i den tid. Ja, der er fundet bevis for, at mange af disse stenkirker endda havde forgængere i træ.

Det har altid været, og vil sandsynligvis fortsat være til stor undren, hvad der drev folk til denne kraftpræstation, som det har været at bygge disse hellighuse, - og at de står der endnu.

Der er mange historikere, der har gisnet om, hvorfor forfædrene så hurtigt forlod deres gamle asatro og til fordel for den nye kristentro. Dette religions- eller trosskifte skal historien her ikke handle om. Men det er mærkeligt at tænke på.

Vi må forstille os at Lindknud kirke stod færdigbygget med kor og skib omkring år 1300. Tårn og våbenhus er føjet til siden hen, måske i 1500årene. Men der findes desværre næsten ingen oplysninger fra kirkens første ca. 250 år.

                                                                                                         

                                                                            Kortudsnit fra 1801. Måske har landskabet  

                                                                         været nogenlunde det samme da kirken blev bygget

                                                                            omkring år 1300. Når kirken blev etableret her

                                                                             må der jo have boet folk på egnen.    

                                                                                                         

                                                                              Grundplan for kirken (fra Danmarks kirker).

                                                                                                                                                                                                                   

Det må være indenfor disse 250 år, at tårnet og våbenhuset er bygget på kirken.

Dog nævnes Lindknud kirke i kirkelisten i Ribe Oldemoder midt i 1300-årene. Ribe Oldemor er en brevbog, hvor bl.a. kirkerne i Ribe stift er registreret. Hvorfor bogen hedder Oldemor peger måske bare hen mod bogens ælde.

                                                                        Det mørkere skraverede er den oprindelige kirke

Måske er det endvidere én af kirkens bygmestre, der har givet os en hilsen fra kirkens første tid ved at tabe en sølvmønt under arbejdet. Mønten er fra Valdemars Sejrs tid. En sådan mønt blev ihvertfald fundet under kirkens gulv ved én af restaureringerne, som kirken i de senere år har undergået. Valdemar Sejr levede, som vi ved, fra 1170 til 1241. Mønten har sikkert været gangbar mønt længe efter Valdemar Sejr død og fortæller derfor ikke noget om kirkens byggeår.

Den første oplysning om Lindknud kirke, udover de ovennævnte, er ellers fra det omtalte kancellis brevbøger og lyder:

Omkring 10. jan.1554. Brev til Jesper Krausse, at kirkeværgerne for Lindknud kirke må beholde kirkens part af tienden i dette år til at forbedre kirken med.

I kirkens første tid skal oplysninger om den, som sagt, findes i sådanne brevbøger. Det er inden, der føres protokol. Brevbøgerne er svære at tyde, og det er altså også meget sparsomt, hvad der kan findes i dem.

Det ville have været interessant, om der fandtes oplysninger fra tiden for reformationen i 1536. De kongelige forordninger, der fulgte efter reformationen, krævede i hvert fald store forandringer. Herefter var folks gudsforhold alene et forhold mellem det enkelte menneske og Vorherre, hvor det før kun kunne lade sig gøre for den enkelte at komme i nærheden af Vorherre ved pavens mellemkomst. Det var endvidere et opgør med den katolske kirkes magt og dens tanke om at et menneske kan købe sig til syndsforladelse. Sproget i kirken havde været latin.

Der skulle nu være siddepladser i kirken for folk, hvor de før havde måttet stå op under gudstjenesten. Ja, der havde måske nok været en stenbænk langs ydervæggene. Men nu skulle folk sidde ned og evangeliet skulle herefter udlægges eller forklares af præsten fra en prædikestol på et sprog, som folk forstod.

Prædikestolen, som vi kender den i dag, er fra omkring 1600.

Måske har ovennævnte oplysning fra 1554 om tienden, der måtte beholdes til forbedring af kirken forbindelse til de forandringer i kirken, som de nye tider med reformationen betød og krævede.

Sognepræst Peter Riemann, der var Lindknud sogns præst i 32 år fra 1946 til 78 lagde et stort arbejde i at skaffe oplysninger om sognet og kirken. Det er i høj grad hans efterladte optegnelser hentet fra Bispe– og Landsarkiver, der er søgt ordnet og nedskrevet i historien her. Endvidere er der oplysninger fra Nationalmuseets store værk ”Danmarks kirker”, samt fra Niels Thøgersens bog ”Fra Lindknud sogn”, fra ”Brørup sogns historie” og fra Historisk Samfund Ribe Amts årbøger m. fl..

Derudover er der gjort nogle skøn, samt indføjet forklarende oplysninger. Skriften i kursiv er citater fra de ovennævnte kilder, men tillæmpet et forståeligt dansk og dansk retskrivning med f.eks. navneord med småt.

Nu følger en række oplysninger hentet fra de nævnte kilder.

8. dec. 1558. Superintendenten (stedfortræderen for den katolske biskop) i Ribe stift skal have embedsindtægt af bl. a. Kronens part af tienden af en række kirker deriblandt Lindknud.

Fra kirkens ældste dage har dens brugere/sognets beboere, dvs. i hovedsagen bønderne, været pålignet tiende/skat efter den enkelte bondes hartkorn. Der skulle afleveres en tiendedel af avlen til kirkens værger. Værdien af det afleverede var til brug for kirkens vedligehold.

Der var også pålignet kongetiende, som gik til skolers og kirkers bedste, som det hedder. Præsten havde en præstegård, han skulle drive og have indtægten fra, men også han skulle der betales tiende til. Der kunne endvidere høre fæstegårde til et præsteembede, hvorfra præsten også kunne have indtægter.

Der hørte en fæstegård i Vittrup til Brørup/Lindknud præsteembede. Den enkelte kirke hørte i reglen under den nærmeste herregård/herremands administration, men kunne også høre under Kronen/Kongen, som så indkasserede tienden, og derfor havde forpligtelsen til at holde kirken i stand.

Hvor der findes oplysninger om, at en kirke handledes, var der kun tale om ovennævnte rettighed og dermed altså også forpligtelse.

Der er vist altid blevet holdt syn over kirken, førhen med længere mellemrum. Men i de sidste 250 år har der, med kun få afbrydelser, været årlige syn. Det er provsten og nogle uvildige mænd, der har haft opgaven at syne kirken. ”Brøstfældigheder”, som de fundne ting kaldes, der trænger til reparation, skal ejeren af kirkens tiende sørge for at få udbedret.

Kirkebogen eller protokollen for Lindknud sogn begynder først i 1698. Det var ellers, fra centralt hold, blevet påbudt adskillige år før.

Under svenskekrigene 1657 – 60 led Lindknud sogn så meget, at befolkningen næsten blev udslettet. Det er meget tænkeligt, at kirken forfaldt i den tid. Kirkens tårn har f.eks. oprindelig været højere, men måske er den øverste del af den styrtet ned i de år. Der har sandsynligvis ikke været folk eller overskud til at tænke på kirken og dens tilstand, endsige gøre optegnelser om den. Det kendes fra historien at en del kirker simpelthen sank i grus og forsvandt på den tid.

Det gjorde Lindknud kirke jo dog ikke.

3. sept. 1698. Kongebrev fra Christian V: Bevilling til at salig Morten Lime, forhen sognepræst til Brørup og Lindknud sogne i Malt Herred, som i hans studerekammer skal være død funden, hans legeme må i ald stilhed, uden ordentlige ceremonier i christen jord begrafves. ( Morten Lime var præst i Lindknud og Brørup sogne. Der var en stor sag om, om han var død for egen hånd eller om det var præstefruen, der var årsag i hans død. I ”Brørup sogn historie” kan læses om sagen. Mon ikke Morten Lime blev begravet i Brørup kirke).

4. marts 1720. Gavebrev til baron Friderich Krag til Steensballegård, gehejmeråd og vicestatholder i Norge til vederlag for de ham og hans forfædre siden reformationen hidtil benådede provstikirkers afståelse. (Det var en lang række kirker deriblandt Lindknud, der da blev afstået til Kronen) Vederlaget bestod i at baronen af kongen fik fornøjelig refusion og erstatning, som det hedder, for tiendeindtægten fra de omtalte kirker.

13. juni 1720. Skøde til overførster Hans Bachman til Estrup på en række kirker, deriblandt Lindknud.

Der blev åbenbart holdt auktion over de kirker, som kongen var kommet i besiddelse af før på året. Det er nemlig ved auktion Bachman får skødet, og det er, som før nævnt, kun skødet på kirkens tiendeindtægter han får, og dermed altså også, som før nævnt, forpligtelsen til vedligeholdelsen.

Kronen forbeholder sig kirkernes beholdninger, det vil sandsynligvis sige kirkernes/præstegårdenes jordtiliggender.

Ifølge Ribe bispearkiv har assessor Lautrup til Estrup iflg. skøde udstedt 17. decbr.1722 solgt 5 kirker deriblandt Lindknud til overførster Hans Bachman på Sønderskov for den sum af 1755 daler og 5 kroner. Som ovenfor nævnt solgte Bachman godset Estrup til assessor Lautrup i tiden mellem 1720 og 22. Kirkerne, der hørte under Estrup fulgte med i handelen, men nu købte Bachman altså Lindknud kirkes tiende for anden gang, hvorefter den dermed kom til at høre under Sønderskov som Bachmann altså nu var ejer af.

27. april 1725. ”Provsten visiterede, efterså og synede nedenskrevne brøstfældigheder på Lindknud kirke”. Der manglede tagsten på tårnet, loftet er så brøstfældigt at ingen uden livsfare kan gå derpå, ved alteret ingen messebægre, i fonten ingen døbekar. I degnestolen fattes et sædefjæl. Kirkediget er så elendigt at svin og bæster har deres gang på kirkegården.

2. påskedag 1731 var degnen Anders Thorstensen så beruset, at han forstyrrede gudstjenesten og sangen så meget, at præsten måtte gå fra alteret mod degnestolen og bede ham ”opholde med at give lyd”. Ja, så besværet var han (degnen), at han af ”ren nød og trang pissede i degnestolenog det endda mens præsten bad Fadervor for alteret.

I 1735 dømtes degnen til embedets fortabelse. Det var for øvrigt meget almindeligt, at præst og degn og andre dengang var mere eller mindre beruset i tjenesten, og det var da heller ikke første gang, det havde taget overhånd for Thorstensen.

Anno 1738 visiterede provsten Niels Jochum Bytzov og synede Lindknud kirke sammen med Berthel Hansen, murermester fra Ribe, Knud Olufsen, Jep Sørensen og Niels Nielsen alle af Wittrup, hvilke befandt kirkens brøstfældighed som følger:

Tårnets mur har revner, der skal ”udspægning” til, der løber vand ind ved en støttemur, at den nye og gamle mur skilles ad.

Vinduet vesten på tårnet fattes nedre ruder.

Tårnet indvendig fattes for det første trappen at gå op på, som er brøstfældig og trinene bortslidte, oveni tårnet og nogle brædder borttagne og igen er oplagte nogle af bøg, men de er trøskede, taget er ikke tæt og kan ej holde for vand så at de af sognebørnene, der har deres stader neden udi tårnet ej kan stå tørt eftersom vandet flyder ud af muren så og ned udi stolene.

På højkirken fattes bly flere steder på taget, et sted har vandet skyllet både på loftet og ned i muren og bortskyllet sand og grus så kun de bare sten (kvadre) står tilbage.

På den søndre side af kirken er et vindue ganske udblæst, hvilket nu har stået åbent i to vintre, og besværgede sognefolkene sig, at de ej om vinteren i snefog kunne sidde i kirken nært ved vinduet, og desuden gav det en kvalm og kulde i den ganske kirke, at vinduet således stod åbent.

Kirkegårdsmuren findes mange steder nedfalden, og må oplægges, om den skal udeholde creaturerne. Lågen kan desuden ikke lukkes.

Inde i kirken er de to nederste stole så brøstfældige, at man ej kan sidde på dem.

Udi fonten findes ingen døbefad.

På alteret findes ingen ritual, mens en alterbog har mange løse blade, som behøver at repareres. Der findes ingen salmebog i degnestolen.

Endelig er messeklæderne og særdeles alterdugen våde af vand.

Dette således at være synet. Alt sammen kundgøres dette for patronen (kirkeejeren, som var ovenfornævnte Bachman)

Underskrevet egenhændigt af murermesteren og provsten og de tre Wittrupbønder med ført hånd.

Der holdes syn året efter i 1739 og igen 18. maj 1740. Med ved synet var sognepræsten Peter Winding, Christen Nielsen af Assersbøl, Christen Pedersen af Houborg. Tilstede var også forvalteren på Estrup og Skodborghus Mons. Søren Johansøn.

Brøstfældighederne fra tidligere syn er ikke blevet udbedret. Alting er endda blevet værre. Der løber vand ned på altertavlen så malingen er ”bortrevet” og tavlen er ikke fæstet til muren, så det kan befrygtes at den falder ned som i Vejen kirke!!

Kirkeklæderne angående: ”Da er de hel skiden og i halvanden år ej vaskede, de er og snart halvrådne.

Kirkediget er ikke sat i stand så ”hvem der vil, kan indlukke sine creaturer på kirkegården hvilke beskadiger gravene”.

Ligbåren er og i stykker og af ælde ubrugelig. Overalt i kirken behøves kalkning.

Efter underskrifterne er tilføjet at:

Provsten vidner at kirkens patron (ejer af tiendenindtægten) har fået en kopi af synet.

I 1741 bygges et skolehus tæt ved kirken på dens nordre side op ad kirkediget. Her skal nu børn fra hele sognet gå i skole.

Folk i Lindknud har været ked af, at kirkens ejer, på trods af, at han ellers indkasserede sogneboernes pålignede tiendeydelser ikke holdt kirken i rimelig stand.

Det kan vel derfor tænkes, at det er årsag til, at fire af sognets gårdmænd købte kirken i 1780.

Det er herremanden på Estrup, der sælger tiendeindtægten for Lindknud kirke.

(Ejerskabet af kirkens tiende er gået tilbage fra Bachman på Sønderskov til Lautrup på Estrup, d. 11.dec. 1771.)

29. juli 1780 Underdanigst fra memoria til biskop Bloch i Ribe.

Laurs Pedersen i Assersbøl, Peder Christensen i Houborg, Stephan Pedersen i Gilbjerg og Christen Jensen i Witterup alle bønder og beboere udi Lindknud sogn, har købt Lindknud kirke tilligemed alt, hvad samme kirke er tilhørende af welbårne hr. assessor Lautrup til Estrup. Dette bekendtgøres biskoppen.

Et dokument med en fortegnelse over enhver beboers hartkorn i bemeldte Lindknud sogn, hvorefter der betales tiende, afleverer H. Lautrup til de fire gårdmænd 4. jan. 1781. Der er fire gårde i Okslund, som har været fæstegårde under Estrup, som samtidig overdrages til de nye ejeres forvaltning. Fæstebønderne hed Peder Poulsen Møller, Peder Poulsen, Peder Ebbesen og Søren Ebbesen.  (4 egenhændige underskrifter)

De nye ejere af kirken kommer straks i konflikt med provstiet og dets provst Hår i Vejen.

De nye ejere har nemlig tilladt sig at sætte en blok (indsamlingsbøsse) op i kirken for at samle penge ind til sognets fattige i stedet for til Helsingør hospital, som ellers var objektet, der skulle samles penge ind til i landets kirker på det tidspunkt.

18. aug. 1789resolverer” (foreslår) provst Hår, at hvis Lindknud sogns bønder vil gøre noget for deres fattige kan de bygge et fattighus ”og sætte en blok andetsteds at got folk kan lægge deres almisse derudi; men udi kirken seer jeg ikke, at sådan blok kan eller bør finde sted”

I 1789 var loft og vinduer rådne og taget utæt, så det regnede ned i kirken.

Pengeblokken, som dog er fornyet siden dengang.

8. juli 1792. Kirken er blevet repareret og manglerne udbedret. Kirken er kalket og altertavlen sat i stand. Gulvet er endda lagt om og inventaret malet.

Referaterne fra de årlige kirkesyn viser, at kirken, efter at ejerskabet er overgået til de 4 gårdmænd fra sognet, nu bliver holdt i bedre orden.

5. october 1797. Synsmændene er Joachim Hår sognepræst i Vejen og sognets præst hr. Christensen samt Lars Wesborg af Assersbøl, Lars Jepsen, Klelund. Af de øvrige kirkens ejere var nærværende Henning Hansen af Houborg og Anders Christensen af Wittrup.

Blandt nogle anmærkninger: Vinduerne var vel ikke i stykker, men de befandtes meget urene og behøves derfor en god vask. Alterdugen behøvede også en tilstrækkelig tvæt og også at hullerne i det stoppes.

Der er også syn i 1801 d. 22. okt.. Trods indvarsling og øjensynligt trevent mødte af ejerne kun Jens Hansen, Klelund og Peter Jensen, Houborg.

Der bestemmes at kirkeejerne skal betale udvalgte synsmænd 48 skilling, når de anvender en halv dag på synsforretningen og 4 rigsdaler for en hel dag. Synsmændene skal være en tømrermand og en murermester. Referat af synet skal noteres i præstens embedsbolig og kopi indsendes til biskoppen.

13. juli 1806. Synsmændene anførte at de samme brøstfældigheder, som fandtes ved synet i 1805 endnu ikke var istandsatte, dog anførtes at murermesteren var ved kirken med sine arbejdsfolk og var begyndt på udbedringerne. De tilstedeværende sognefolk lovede, at alt skulle være i orden inden næste års syn. De undskyldte sig med kornets misvækst nu i flere år. De havde også udi indeværende år bygget en ny grundmuret skole, hvis opførelse havde kostet dem anseeligt. Provsten gav dem den fortjente berømmelse for skolevæsenets opbyggelse, men tilholdt dem på det alvorligste, at de ikke længere måtte lade kirkens brøstfældigheder mangle, hvilket de lovede at efterkomme.

19. juli 1808 befandtes kirken ved synet at være i temmelig god stand, undtagen loftet i tårnet, som kunne behøve reparation.

1813. I Ribe bispearkiv findes oplysning om, at kirken i det år får en stor reparation på tag og inventar.

12. juni 1817. Kirkeejere: Beboerne. hvad stand: I upåklagelig stand

3.juni 1825 blev Lindknud kirke synet af foranførte mænd (som var synsmændene P.S. Berg og Chr. Tarp) og fandtes i forsvarlig stand. Bladene i alterbogen er løse. Bogen bør enten indbindes eller nyanskaffes. Messeklæderne bør af ny anskaffes. Klokken bør efterses på jernværket. Kirkediget trænger til reparation, hvilket istandsættes inden næste års syn.

Synsprotokollen bevidnes af Kofoed (biskoppen)

1827 (ingen dato) Våbenhusets tag og dør behøver istandsættelse og tårnet behøver reparation på tagværket. Vinduerne bør efterses.

Krogen under prædikestolen bør ryddeliggøres og sættes i sømmelig stand!!

Stigerne bør anbringes førend synsmændene kommer til kirken!!!

22. juni 1829. De forrige år udsatte mangler er afhjulpne. Klokken bør smøres og gængerne forbedret. Messeklæderne blev forevist, men samme var ganske ubrugelige.

Knæfaldet for alteret manglede endnu læderbetræk. (det har været nævnt ved adskillige foregående års syn.

7. juni 1832 i Lindknud kirke. De ved forrige syn udsatte mangler er afhjulpne. Nye brøstfældigheder: Nogle blytavler på den søndre side af kirken over prædikestolen er utætte. Spændet i knebelen i kirkeklokken må efterses, - en rude itu.

12. juni 1835 anføres ved kirkesynet at lydhimlen over prædikestolen er ved at falde ned og skal derfor fastgøres med to jernstænger. Loftet over koret bør fornemmelig repareres.

14. dec. 1835. En længere redegørelse for præstekaldets indtægter og udgifter slutter Tholstrup (sognepræsten) således: Af de sidste syv præster er kun én, hr. pastor Christensen, der ejede privat formue, død i kaldet. De øvrige 6 har søgt og allernådigst erholdt forflyttelse efter få års embedstid, fordi kaldets ringe indkomster ikke kunne ernære dem og deres.

Årsagen til redegørelsen var, at der fra centralt hold var tale om, at små embeder kunne få skattelettelse.

15. juni 1839. Mangler afhjulpet, når undtages messehagelen, der dog ikke er ubrugbar. I henhold til skrivelse fra stiftsøvrigheden af 29. april dette år, må tilføjes at tårnet for så vidt kirkens vestre ende, der hæver sig kun omtrent halvanden alen over højkirken kan kaldes så, anses at være fuldkommen stærkt nok til at bære den i samme hængende klokke, men at denne bør forsynes med en ny aksel, nye jernbånd og derpå omhænges og ringes indefra.

(Ved folketællingen i 1840 befandtes der at være 648 personer i Brørup og 490 i Lindknud sogn)

6. juni 1840 er der skrivelse fra biskoppen, hvor han henviser til en lov, hvor det er befalet og i sig selv en højtidelig og betydningsfuld skik vil det være, siger han, at bede – og fredsklokken ringer morgen og aften. Dette efterlades mangfoldige steder. Der er delte meninger om, det er læreren eller sognemændene, der skal klare ringningen. Der foreslås, at hvor degnen ikke bor i kirkebyen, skal sognemændene tage sig af det.

Ved samme lejlighed opfordrer biskoppen til, at man påser at mangler ved kirken ikke afhjælpes kludderagtigt men flot.

Kirkebogen skal føres ordentlig. Der må ikke rettes uden ved overstregning, så det overstregede kan ses. Han henstiller endvidere at hjemmedåb indskrænkes. Det er en uskik at beboerne somme steder lader skolelæreren døbe børnene for at spare at køre efter præsten.

14. juni 1845. Småting er anmærket ved synet. En sti fra porten i kirkediget og til våbenhuset skal holdes fri for græs, og synet slutter med at fruentimmer stolene måtte ønskes forsynet med rygstød.

19. juni 1846. Ved synet er der gjort 10 anmærkninger. Kirken skal hvidtes både ud – og indvendig. I stedet for et forfaldent vindue på sydsiden af kirken skal indsættes nyt. Gulvet under både mandfolke - og fruentimmerbænkene, som er af kampesten, bør lægges af brædder eller brændte sten. Det øvrige gulv på gangen og i koret samt våbenhuset bør omlægges. Malingen er slidt af bænkene, de skal sættes i forsvarlig og anstændig stand og males. Alterdugen er fuld af huller og skal udskiftes. Loft må lægges over våbenhuset. Bjælkerne over koret bør forklædes med brædder. Et vindue bør af nyt indsættes i tårnet i stedet for det nuværende, som er brøstfældigt. En alterkande bør anskaffes inden efterårskommunionen begynder. Underretning om at sådanne kunne fås på porcelænsfabrikken i København blev given til kirkeværgerne.

Døbefonten bør flyttes fra opgangen til prædikestolen til den nordre side tæt ved indgangen til koret.

Cancelliets placat ang. tieenderettigheder til hedejord: Det har behaget h. m. kongen at befale: ”at hedestrækninger, der opdyrkes i forbindelse med anden opdyrket jord, skal være fritaget for at svare tieende i et tidsrum af 20 år fra det år at regne, sådan hedejord første gang bærer sæd.

20. juni 1848. Brøstfældighederne fra forrige års syn er ikke udbedrede. Krigsforholdene har imidlertid forhindret dette arbejdes udførelse (3 års krigen 1848 – 50). Kirkeværgerne lover, at så vidt omstændighederne ville tillade det, at få det klaret inden udgangen af october måned.

11. sept. 1849. Der er stadig krig i landet. Der er intet sket af udbedringer. Det bliver bl.a. tilføjet at tegltaget på tårnet trænger til udbedring og at kirken trænger højlig til udsprægning og kalkning. Kirkeværgerne må sørge for at manglerne uopholdelig afhjælpes samt påse at arbejdet bliver forsvarlig udført hvilket ikke hidtil er sket.

25. juli 1850 Samtlige ældre mangler er nu afhjulpne og altertavlen er blevet malet. Med hensyn til altertavlens udstaffering gjorde provsten kirkeværgerne opmærksom på en forandring, som burde foretages i tavlens hovedfelt.

Et nyt alterklæde af tilbørlig størrelse må anskaffes og være af rødt fløjl eller fint rødt klæde.

19. sept. 1854 oplyser sognets præst P. Heinsen, at der til Brørup – Lindknud hører annexgården i Witterup, der er arvebortfæstet imod at yde til sognepræsten årlig foruden alle tre tieender ,(konge- kirke og præstetieende) 12 rdl. og to ægter (kørsel med præsten) til nærmeste købstad, dog pga., at der ikke holdes heste på gården, i de senere år ej er præsterede.

14. maj 1855. kirkens værger samles to gange om året – i maj og dec. for at fortage ligning over udgifter til Lindknud kirke. Mødested: Lindknud skole, - sogneboerne er indvarslede hver gang men de møder ikke!

Der er samlede indtægter for året svarende til               93 rigsdaler 4 mark og 13skilling

Og udgifter på                                                                85       -       0   -       -   2   -

Ligningen blev bestemt til 6 skilling pr. skæppe hartkorn på sognets beboere med undtagelse af Hovborg bys beboere, som kun pålignes 4 skilling pr. skæppe hartkorn.

Forsamlingen blev enige om, at fortære en pot brændevin på sognets regning. (det sker hver gang, man er forsamlet i den anledning)

Blandt indtægterne for dette år ses, at Jes Smed i Vittrup har betalt 2 daler og 2 mark for leje af kirkegården til høslet. Man har haft udgift på 10 skilling for 25 stk. 4 tommer søm.

1. marts 1866 er der cirkulære fra provst Schousboe om, at der i et par landsbymenigheder nord for Kongeåen er blevet holdt gudstjeneste på tysk. Sagen har vakt opsigt, - loven forbyder det ikke, og i henhold til 1 krt. 14, 11 og 19 kan der forekomme tilfælde, hvor sligt vil være passende. Men hver enkelt præst må handle pr. conduite.

(landsbymenigheden var Lindknud og præsten var Heinsen, der var tysksindet)

11. april 1867. ”Ribe stiftsøvrighed har under d. ds. tilskrevet mig således:

I anledning af den D. Højærværdighed bekendte forespørgsel til Ribe Stiftamt af 29. jan. sidstleden fra værgerne for Lindknud kirke, betræffende det kirken tilhørende fæsteledige boelsted, undlade vi ikke herved tjenstlig at meddele til behagelig efterretning og videre bekendtgørelse, at de afdøde fæstefolks svigersøn og datter må anses pligtige at fraflytte stedet så snart det fordres af kirkeværgerne på kirkeejernes vegne, mod at erholde en billig erstatning for den i stedets jorder nedlagte sæd, og at der til bortførelsen af det arvingerne tilhørende vestre hus bør gives en passende frist f.ex. et fjerdingår fra fraflyttelsen.

Foranstående meddeler jeg herved deres velærværdighed med anmodning at meddele værgerne for Lindknud kirke samme tilligemed de tilbageførte bilag.
Ribe amts østre provsti 11. april 1867.     Schousboe, provst
Tilstillet Velærværdige hr. pastor Heinsen i Præstkjær

(De afdøde fæstefolk var Ole Pedersen Rask og hans kone, hvis gravmæle, som er et jernkors, står ved kapellet på kirkegården)

16. nov. 1868 får Heinsen sin afsked med pension. Det tilstedes ham at nyde sit otium i hertugdømmet Slesvig.Figur 1

 

Jan. 1871. Underskrevne ejere af Lindknud kirke, Ribe amt erkjende herved, at vi har lovet sognepræst Feilberg (som var Heinsens efterfølger i embedet), i stedet for det Brørup – Lindknud sognekald tilkommende staldrum i det af kirken nu solgte fæstested, kirkeboel kaldet, at forskaffe sognepræsten på kirkens regning tilstrækkeligt og tilbørligt staldrum for sine heste i den ved kirken beliggende kro så ofte han i embedsforretningen kommer til sognet og erkjende vi vor forpligtelse til, så snart sognepræsten, enten den nuværende eller en senere måtte ønske staldrum et andet sted end i kroen, da for kirkens regning at opføre til dette brug en ved Lindknud kirke belejligt beliggende bygning, hvori vi også tilbyde at skaffe plads til præstens vogn. Denne bygning skal stedse holdes ved lige af kirken, ligesom det er en selvfølge, at den skal indrettes således, at sognepræsten dermed er tilfreds.

Lindknud sogn i januar 1871. (underskrifterne ikke anført)

Herved skal jeg bevidne, at så vidt jeg ved gennemsyn har kunnet skjønne, have samtlige kirkeejere i Lindknud underskrevet ovenstående erklæring; jeg føjer til, at jeg på egne og Brørup – Lindknud sognekalds vegne er veltilfreds med den her bemeldte ordning.
Præstkjær d. 13. feb. 1871 H F Feilberg

I 1871 får kirken to nye vinduer i støbejernsrammer i nybrudte åbninger i sydsiden af skibet og året efter et lignende nyt i tårnet. Der har været klaget over for lidt lys i kirken ved mange foregående syn. De gamle vinduer var med tykke trærammer og med en flad overligger.
I 1888 påbød synet, at der monteredes et lærred malet i mørkerød oliefarve i korbuen bagved alteret.

I anledning af et andragende fra en del beboere i den vestlige del af Lindknud sogn, Hovborg og Klelund, til ministeriet og rigsdagen om tilskud af statskassen til at opføre en kirke i Hovborg modtog jeg i dec. 1889 en opfordring fra provsten til at opgive indtægterne fra den del af Lindknud sogn, der agtede at slutte sig til den påtænkte nye kirke og ligeså indtægterne fra Brørup og det hele Lindknud sogn hver for sig”.

 

Der følger så en lang redegørelse for det efterspurgte underskrevet af Jørgen Nissen, sognepræst

I 1887 er der en udgift på 16 kr. for at flytte klokkestolen eller klokkehuset samt reparation af samme. I 1896 anskaffes et nyt stativ til kirkeklokken. (Klokken var i 1875 flyttet fra tårnet til en plads i en ”klokkestol” på korets gavl under et lille spåntækket tag. Nu flyttes klokken åbenbart til en klokkestabel på kirkegården)

I 1891 indkøbtes en kakkelovn. Der blev bygget en skorsten i kirkeskibets nordøstre hjørne, hvortil ovnen blev tilsluttet. ( det er altså først nu, der kommer varme i kirken)

23. dec. 1892 oplyser pastor Nissen om sognebåndløsere fra Lindknud sogn: husmand Peter Schmidt, Vittrup til sognepræst Sveistrup i Vejen, bestående for tiden af mand, hustru og to børn.

I 1895 tages der fat på opførelsen af Hovborg kirke.

Der findes udførlige beregninger for hvordan kirken kan etableres og Lindknud sogn dermed adskilles fra Brørup for at blive et selvstændigt pastorat. Hovborg kirkedistrikt får tillagt lokaliteten Risbøl, som tages fra Vorbasse sogn. Brørup, som mistede Lindknud, fik nu i stedet Holsted sogn lagt ind under pastoratet.

Hovborg kro s ejer Nikolaj Poulsen skænkede grunden til kirken og kirkegården, mod at der altid skulle være en direkte sti mellem kro og kirke.

Staten gav 18,500 kr. til etableringen af kirken. Claudius August Winholt, ”hedekirkernes arkitekt” klarede byggeriet for de penge.

I 1898 afleveredes nogle træfigurer som stammer fra katolsk tid, forestillende S, Mikael og dragen, Maria med barnet, Nådestolen og s. Mikael, til museet på Koldinghus. Her befinder sig også en rest af lydhimlen over prædikestolen, som der tidligere havde været problemer med at gøre fast i muren. Ligeledes nogle sidefigurer til en krusifixgruppe med Maria og Johannes. Gruppen har været placeret tværs over og i korbuen. Det har ikke været muligt at finde oplysning om, hvornår gruppen er taget ned. Det er sket efter1870, hvor den endnu var på sin plads. Krucifixet blev derefter placeret på kirkens nordvæg.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

De tre figurer til venstre er fra en gotisk altertavle fra den katolske tid. Det er Maria med Jesusbarnet, Nådestolen og S.Michael.

De to figurer til højre stammer fra en krucifixgruppe ligeledes fra den katolske tid. Gruppen har sikkert været placeret i korbuen med krucifixet i midten. Krucifixet er som bekendt i behold og hænger på kirkens nordvæg.

I skriftlige kilder menes det at gruppen befandt sig i kirken på deres plads endnu i 1870. Det varede åbenbart længe inden forordningerne efter reformationen i 1536 sivede til Lindknud. Billederne af figurerne er fra ”Danmarks kirker”.

Der er for øvrigt uenighed om, om effekterne er deponeret på eller foræret til museet, men der findes et papir dateret 24. aug. 1934 fra lærer H.P. Lustrup, der var førstelærer og degn ved Lindknud skole og kirke i årene fra 1887 – 1904. Han skriver:

Det var en forårsdag først i 1990erne, at undertegnede lærer og kirkesanger i Lindknud foreviste kirken for tandlæge Friis, Kolding. Som formand for det nye museum i Kolding Slotsruin var ham meget interesseret i at få overladt til opbevaring i museet de gamle træfigurer, der hidtil havde henligget på kirkens loft, og som oprindelig var rester af en gammel katolsk altertavle. Det skulle ske på den måde, at kirken beholdt ejendomretten til genstandene, medens museet forpligtede sig til at opbevare dem på forsvarlig måde. Dette forslag bad han mig overbringe kirkeværgerne, der gik ind på de stillede betingelser, hvorefter omtalte figurer blev sendte til museet i Kolding. Her har jeg mange år senere set dem opstillede forsynede med påklæbet seddel hvorpå der stod:”Tilhører Lindknud Kirke”. Jeg tænkte på, at det var godt nok i overensstemmelse med aftalen. Den gamle skriftestol er vist nok også havnet på museet i Kolding ved en senere lejlighed. Det forekommer mig helt bestemt, at jeg har set den der. På grund af det sjældent fine billedskærerarbejde fra 1511 var det langt det vædifuldeste af antikviteterne i den gamle kirke. A.P. Lustrup fhv. lærer i Lindknud

26. jan. 1896 blev Folkvar Godtfred Fenger indsat som præst samtidig med indvielsen af den nybyggede kirke i Hovborg. Han blev dermed sognets første præst efter udskillelsen fra Brørup sogn.


Forår 1896 begyndtes opførelsen af en ny præstegård/bolig i Lindknud. Den stod færdig i aug. måned. Forud havde været en stor strid i sognet om, hvor præstegården skulle ligge. Der havde været stærke kræfter i gang for at etablere en stor gård midt mellem Lindknud og Hovborg, som præstegård. Men netop i de år ændredes præsternes aflønning fra at præsten skulle hente indtægt ved at drive landbrug til en fast aflønning. Som bekendt endte sagen med boligen med 2 tdr.l. til have/park tæt ved sognets hovedkirke.

Regningen på opførelsen af præsteboligen kom til at sådan ud:

Bygmester H.K. Sørensen for arbejde og levering af materiale ifølge regning...... 8393,00
Bygmester N. Petersen, Askov for udkast, overslag og tegning m.m ...................... 115,00
Købmand P. Lauridsen for levering af ovne m.m................................................... 440,05
Markus Sørensen for kørsel af ovne m.m.................................................................... 5,00
Vurderingsmændene ifølge kvittering........................................................................... 6,00
Provstesyne............................................................................................................... 41,00
I alt........................................................................................................................ 9000,05

Regnskabet godkendt Lejrskov præstegård 16. sept. 1896       S. Schjøtt provst

Der skal tilføjes at den nye præst F. G. Fenger havde hjulpet med snedkerarbejde o. lign.. Han var snedkeruddannet, inden han læste teologi og blev præst.

Endnu i 1900 bliver sognets beboere pålignet at betale til kirkens vedligehold efter hartkorn, nemlig 40 ører pr skæppe hartkorn. Det giver en samlet indtægt for kirken på 396 kr.

Marts 1907. Cand. teolog Laurits Vilhelm Frederik Nielsen indstilles som nr. 1 til embedet, efter at forgængeren Fenger har søgt og fået embede i Udby ved Holbæk.

Sognepræst L. V. Fr. Nielsen var i embedet fra 1907 – 17.
Pastor Nielsen og hans hustru var meget musikalske.

Juli 1907. Det vedtoges at indføre den nye salmebog fra 10. søndag efter trinitatis. (Denne salmebog holdt til 1953, hvor der kom en ny udgave, og som bekendt fik vi igen en fornyet udgave i 2003.)

Sept. 1913. Rådet anbefaler en evt. kirkekoncert i Lindknud ved pastor Nielsen og hustru til fordel for lamper til kirken.

Der anskaffes tre lysekroner af messing sidst på året. De tændtes første gang juleaften 1913. På hængekuglen på én af lysekronerne er indgraveret ”Til Lindknud Kirke ved sognepræst Nielsen og Hustru. Soli Deo Gloria (Gud alene æren)”

2. feb. 1914 vedtoges at dække underskuddet ved anskaffelse af lysekronerne i kirken med 21 kr.

(Koncerten havde ikke givet den forventede indtægt)

19. jan. 1916. Kirkeministeriet erklærer, at Lindknud kirke er overgået til selveje. ( Indtil da var det altså 4 gårdejere i sognet, der havde tiendeindtægten og dermed forpligtelsen til at holde kirken i orden)

 

Januar 1919 forholdene omkr. pastor Nielsens forflyttelse til Skørringe drøftes.

Clemens Benjamin Barfod Petersen blev ordineret 9 marts og indsat i embedet 29. juni 1919.

2. marts 1919. Skovridder Sørensen har skænket 500 kr. til et orgel i Lindknud kirke.

Indtil da har salmesangen alene været ledet af degnen. Nu køber man et almindeligt stueorgel, som kom til stå i tårnrummet bagerst i kirken.

30. nov. 1922. Fru Barfod Petersen konstitueres som organist i Lindknud kirke fra 1. jan. 1923

8. maj 1924. Søster Laura Petersen har gennem præsten givet en syvarmet lysestage til Lindknud kirke. Kirken tager imod gaven og sørger for lys i den for fremtiden.

1. dec. 1924. Rådet vedtog at holde menighedsmøde for at få menighedens tilslutning til indlæg af elektrisk lys i kirken. Der forelå tilbud fra Kemp og Lauritsen, Odense på 299 kr. eksklusive belysningslegemer. (I 1922 blev der etableret et lille elværk i Lindknud)

6. aug. 1925 Arkitekt Bugge Varde, havde fremsendt, på rådets anmodning, forslag over kirkens istandsættelse: nyt varmeanlæg, maling af prædikestol og altertavle til en sum på 11,000 kr. Der holdes menighedsmøde om sagen 23. aug. i kroen. Der mødte ca. 30. Man gav menighedsrådet fuldmagt til at arbejde videre med sagen. Der skal holdes nyt møde når økonomien ligger klarere, bl. a. ved en indsamling i kirkedistriktet på ca. 3000 kr.

3. sept. 1925. Rådet vedtager at starte en indsamling til kirkens restaurering. Dog isoleres loftet med tagpap og ler allerede nu.

18. jan. 1926. Der er indkommet ca.1700 kr. ved indsamlingen

21 marts 1926 nyt menighedsmøde. Indsamlingen er indsat i Andelskassen med 1500 kr., Desuden er der regnet med 1,000 kr., som endnu ikke er indbetalt, deraf 500 kr. fra Assersbølgård. Kommunen har givet 200 kr. Arkitektens overslag ventes at gå betydeligt ned.

29. okt. 1927. Kolding museum vil ikke udlevere forskellige gamle figurer fra kirken med mindre menighedsrådet kan føre bevis for, at figurerne er deponeret og ikke skænket. Rådet agter ikke at slå sig til tåls hermed.

23. juni 1929 ses ansøgningerne igennem til embedet efter at Barfod Pedersens havde søgt og fået embede i Flødstrup på Fyn.

30. okt. 1929 første møde efter ansættelsen af Knud Viggo Hansen, som var blevet kaldet 1. sept. og indsat i embedet 6. okt. 1929. Lærer Frandsen, Vittrup ansættes som organist.

30. juli 1930 ansættes Peder Andersen som fyrbøder. Indkøb af særkalke drøftes.

2. dec. 1931. Der købes jord til udvidelse af kirkegården fra Andreas Jepsen. (Han ejede den gamle skole og han havde gjort fordring på, at kirkepladsen, hvor udvidelsen skulle finde sted, var hans.)

25. okt. 1932 planering af den nye jord til kirkegården

  8. marts 1936 spørgsmål om ombygning af udhusene ved  

  præstegården

Præstefamilien Hansen ville gerne have plads til et par grise til opfedning.

18 marts 1936 Frederik Petersen vælges til ringer og graver.

30. april 1936 vedtages ombygningen af præstegården.

22. feb. 1938 suppleres menighedsrådet efter lærer Skovbjergs død. Det vedtages at indlægge telefon i præstegården. Vase – familierne i Okslund søger om overflytning til Hovborg kirkedistrikt.

21 marts 1938. Karl M. Pedersen og Hans Chr. Hansen, Hyldelund søger om overflytning fra Hovborg til Lindknud kirkedistrikt.

25. aug.1938. Poul Poulsen, Anne Lund, Th. Schaffer, Søren Steiner og Hans Chr. Hansen jun. alle Hyldelund ønsker flytning fra Lindknud til Hovborg kirkedistrikt.

12. okt. 1938. Biskoppen støtter disse overflytninger, men menighedsrådet går imod.

(biskoppens ord havde mere vægt end menighedsrådets, - folk blev flyttet.)

25. maj 1939. Det vedtages at bygge et kapel. Tømrer Sørensen laver tegninger til det.

12. dec. 1940. Kirken opvarmes kun hveranden søndag. ( Det var pga. af tyskernes besættelse af Danmark, og følgende rationeringer på brændsel)

22. jan. 1941 Det bestemmes at kirken skal opvarmes i den koldeste tid ved begravelser.

23. sept. 1941. De gamle hække på kirkegården ryddes og nye plantes. Der fyres alm. i kirken i den kommende vinter.

9. jan. 1943. Først nu indlægges tlf. i præstegården. (det skulle ellers have været i 1938)

8. juni 1944. I stedet for det nye testamente anskaffes bibler til konfirmanderne.

27. nov. 45. Valg til menighedsrådet, - der blev afgivet 211 stemmer. På liste A 156 st. og liste B 55 st. Dermed er valgt 5 medlemmer på A og 2 på B. (Liste A var en grundtvigsk liste og B en indre missionsk liste.)

12. april 1946 vedtages restaurering af præstegården i anledning af præsteskifte. Viggo Hansen havde søgt og fået embede i Flødstrup på Fyn. (For øvrigt til samme embede som forgængeren)

15. okt. 1946 blev Peter Jerndorf Storm Riemann kaldet og indsat i embedet 10. nov. 1946.

Der var 38 ansøgere til embedet. Riemanns kom fra højskolelærerjob på Vrå højskole i Vendsyssel.

Her slutter denne historie. Hvad kirkens protokol kan fortælle fra 1946 til i dag, kan blive til en historie en anden gang.

Sandsynligvis foreligger der en lignende protokol og kunne fortælles en lignende historie fra enhver anden af Danmarks kirker.

Mange kirker bærer, som bekendt, præg af tilknytningen til slægterne på den herregård, som ligger/lå i sognet, og som havde forpligtelsen til at holde kirken i stand.

En sådan tilknytning har Lindknud kirke ikke haft siden 1780. Assersbølgård havde godt nok førhen herregårdsstatus med adelige familier som ejere, men dens status som sådan slap op allerede først i 1600årene.

 

I ”Brørup sogns historie” fra 1949 er der en udførlig historie om, hvem der har været præster i Brørup/Lindknud sognekald fra 1536 til 1895, og i Niels Thøgersen bog ”Fra Lindknud sogn” der udkom i 1935, er der fortalt om præsterne i tiden fra 1895 til 1935.

Med sognepræst Peter J. S. Riemann, der kom til sognet i 1947, og hvor disse oplysninger om Lindknud kirke slutter, har der i dette åremål været 28 præster ved kirken.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

      Præstegården i 1895 set fra havesiden. Ikke et træ nåede dengang over tagrygningen.

 

Kilder: Peter Riemanns optegnelser fra forskellige arkiver.

          ”Fra Lindknud sogn” af Niels Thøgersen 1935

          ”Brørup sogns historie” August F. Schmidt  1949

            Årbøger fra Historisk samfund Ribe amt

                                                                                                              Andr. Bruun

Fra Lindknud kirkes protokol

Sogneinddelingen af landet, som vi kender den, skulle stamme fra ældgammel tid. Selve begrebet sogn skulle komme af at søge. Den egn, hvorfra folk søgte til deres helligsted, som før kristendommen kunne være stendyssen eller offerstedet, kaldtes et sogn. Med kristendommen blev kirkehuset det nye helligsted. Det blev nu det, man søgte til, og sogneinddelingen blev måske forstærket dermed. Senere hen er den inddeling, som bekendt blevet til en helt fast inddeling.

Det menes, at vore forfædre byggede Lindknud kirke sidst i 1200-årene, og at den dermed er blandt de yngre kirker fra den fantastiske kirkebyggertid, der strakte sig over ca. 250 år fra 1050 til 1300. Der blev bygget henved 2000 kirker spredt ud over landet i den tid. Ja, der er fundet bevis for, at mange af disse stenkirker endda havde forgængere i træ.

Det har altid været, og vil sandsynligvis fortsat være til stor undren, hvad der drev folk til denne kraftpræstation, som det har været at bygge disse hellighuse, - og at de står der endnu.

Der er mange historikere, der har gisnet om, hvorfor forfædrene så hurtigt forlod deres gamle asatro og til fordel for den nye kristentro. Dette religions- eller trosskifte skal historien her ikke handle om. Men det er mærkeligt at tænke på.

Vi må forstille os at Lindknud kirke stod færdigbygget med kor og skib omkring år 1300. Tårn og våbenhus er føjet til siden hen, måske i 1500årene. Men der findes desværre næsten ingen oplysninger fra kirkens første ca. 250 år.

                                                                                                         

                                                                            Kortudsnit fra 1801. Måske har landskabet  

                                                                         været nogenlunde det samme da kirken blev bygget

                                                                            omkring år 1300. Når kirken blev etableret her

                                                                             må der jo have boet folk på egnen.    

                                                                                                         

                                                                              Grundplan for kirken (fra Danmarks kirker).                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                            

                                                                                                                                                                                                                   

Det må være indenfor disse 250 år, at tårnet og våbenhuset er bygget på kirken.

Dog nævnes Lindknud kirke i kirkelisten i Ribe Oldemoder midt i 1300-årene. Ribe Oldemor er en brevbog, hvor bl.a. kirkerne i Ribe stift er registreret. Hvorfor bogen hedder Oldemor peger måske bare hen mod bogens ælde.

                                                                        Det mørkere skraverede er den oprindelige kirke

Måske er det endvidere én af kirkens bygmestre, der har givet os en hilsen fra kirkens første tid ved at tabe en sølvmønt under arbejdet. Mønten er fra Valdemars Sejrs tid. En sådan mønt blev ihvertfald fundet under kirkens gulv ved én af restaureringerne, som kirken i de senere år har undergået. Valdemar Sejr levede, som vi ved, fra 1170 til 1241. Mønten har sikkert været gangbar mønt længe efter Valdemar Sejr død og fortæller derfor ikke noget om kirkens byggeår.

Den første oplysning om Lindknud kirke, udover de ovennævnte, er ellers fra det omtalte kancellis brevbøger og lyder:

Omkring 10. jan.1554. Brev til Jesper Krausse, at kirkeværgerne for Lindknud kirke må beholde kirkens part af tienden i dette år til at forbedre kirken med.

I kirkens første tid skal oplysninger om den, som sagt, findes i sådanne brevbøger. Det er inden, der føres protokol. Brevbøgerne er svære at tyde, og det er altså også meget sparsomt, hvad der kan findes i dem.

Det ville have været interessant, om der fandtes oplysninger fra tiden for reformationen i 1536. De kongelige forordninger, der fulgte efter reformationen, krævede i hvert fald store forandringer. Herefter var folks gudsforhold alene et forhold mellem det enkelte menneske og Vorherre, hvor det før kun kunne lade sig gøre for den enkelte at komme i nærheden af Vorherre ved pavens mellemkomst. Det var endvidere et opgør med den katolske kirkes magt og dens tanke om at et menneske kan købe sig til syndsforladelse. Sproget i kirken havde været latin.

Der skulle nu være siddepladser i kirken for folk, hvor de før havde måttet stå op under gudstjenesten. Ja, der havde måske nok været en stenbænk langs ydervæggene. Men nu skulle folk sidde ned og evangeliet skulle herefter udlægges eller forklares af præsten fra en prædikestol på et sprog, som folk forstod.

Prædikestolen, som vi kender den i dag, er fra omkring 1600.

Måske har ovennævnte oplysning fra 1554 om tienden, der måtte beholdes til forbedring af kirken forbindelse til de forandringer i kirken, som de nye tider med reformationen betød og krævede.

Sognepræst Peter Riemann, der var Lindknud sogns præst i 32 år fra 1946 til 78 lagde et stort arbejde i at skaffe oplysninger om sognet og kirken. Det er i høj grad hans efterladte optegnelser hentet fra Bispe– og Landsarkiver, der er søgt ordnet og nedskrevet i historien her. Endvidere er der oplysninger fra Nationalmuseets store værk ”Danmarks kirker”, samt fra Niels Thøgersens bog ”Fra Lindknud sogn”, fra ”Brørup sogns historie” og fra Historisk Samfund Ribe Amts årbøger m. fl..

Derudover er der gjort nogle skøn, samt indføjet forklarende oplysninger. Skriften i kursiv er citater fra de ovennævnte kilder, men tillæmpet et forståeligt dansk og dansk retskrivning med f.eks. navneord med småt.

Nu følger en række oplysninger hentet fra de nævnte kilder.

8. dec. 1558. Superintendenten (stedfortræderen for den katolske biskop) i Ribe stift skal have embedsindtægt af bl. a. Kronens part af tienden af en række kirker deriblandt Lindknud.

Fra kirkens ældste dage har dens brugere/sognets beboere, dvs. i hovedsagen bønderne, været pålignet tiende/skat efter den enkelte bondes hartkorn. Der skulle afleveres en tiendedel af avlen til kirkens værger. Værdien af det afleverede var til brug for kirkens vedligehold.

Der var også pålignet kongetiende, som gik til skolers og kirkers bedste, som det hedder. Præsten havde en præstegård, han skulle drive og have indtægten fra, men også han skulle der betales tiende til. Der kunne endvidere høre fæstegårde til et præsteembede, hvorfra præsten også kunne have indtægter.

Der hørte en fæstegård i Vittrup til Brørup/Lindknud præsteembede. Den enkelte kirke hørte i reglen under den nærmeste herregård/herremands administration, men kunne også høre under Kronen/Kongen, som så indkasserede tienden, og derfor havde forpligtelsen til at holde kirken i stand.

Hvor der findes oplysninger om, at en kirke handledes, var der kun tale om ovennævnte rettighed og dermed altså også forpligtelse.

Der er vist altid blevet holdt syn over kirken, førhen med længere mellemrum. Men i de sidste 250 år har der, med kun få afbrydelser, været årlige syn. Det er provsten og nogle uvildige mænd, der har haft opgaven at syne kirken. ”Brøstfældigheder”, som de fundne ting kaldes, der trænger til reparation, skal ejeren af kirkens tiende sørge for at få udbedret.

Kirkebogen eller protokollen for Lindknud sogn begynder først i 1698. Det var ellers, fra centralt hold, blevet påbudt adskillige år før.

Under svenskekrigene 1657 – 60 led Lindknud sogn så meget, at befolkningen næsten blev udslettet. Det er meget tænkeligt, at kirken forfaldt i den tid. Kirkens tårn har f.eks. oprindelig været højere, men måske er den øverste del af den styrtet ned i de år. Der har sandsynligvis ikke været folk eller overskud til at tænke på kirken og dens tilstand, endsige gøre optegnelser om den. Det kendes fra historien at en del kirker simpelthen sank i grus og forsvandt på den tid.

Det gjorde Lindknud kirke jo dog ikke.

3. sept. 1698. Kongebrev fra Christian V: Bevilling til at salig Morten Lime, forhen sognepræst til Brørup og Lindknud sogne i Malt Herred, som i hans studerekammer skal være død funden, hans legeme må i ald stilhed, uden ordentlige ceremonier i christen jord begrafves. ( Morten Lime var præst i Lindknud og Brørup sogne. Der var en stor sag om, om han var død for egen hånd eller om det var præstefruen, der var årsag i hans død. I ”Brørup sogn historie” kan læses om sagen. Mon ikke Morten Lime blev begravet i Brørup kirke).

4. marts 1720. Gavebrev til baron Friderich Krag til Steensballegård, gehejmeråd og vicestatholder i Norge til vederlag for de ham og hans forfædre siden reformationen hidtil benådede provstikirkers afståelse. (Det var en lang række kirker deriblandt Lindknud, der da blev afstået til Kronen) Vederlaget bestod i at baronen af kongen fik fornøjelig refusion og erstatning, som det hedder, for tiendeindtægten fra de omtalte kirker.

13. juni 1720. Skøde til overførster Hans Bachman til Estrup på en række kirker, deriblandt Lindknud.

Der blev åbenbart holdt auktion over de kirker, som kongen var kommet i besiddelse af før på året. Det er nemlig ved auktion Bachman får skødet, og det er, som før nævnt, kun skødet på kirkens tiendeindtægter han får, og dermed altså også, som før nævnt, forpligtelsen til vedligeholdelsen.

Kronen forbeholder sig kirkernes beholdninger, det vil sandsynligvis sige kirkernes/præstegårdenes jordtiliggender.

Ifølge Ribe bispearkiv har assessor Lautrup til Estrup iflg. skøde udstedt 17. decbr.1722 solgt 5 kirker deriblandt Lindknud til overførster Hans Bachman på Sønderskov for den sum af 1755 daler og 5 kroner. Som ovenfor nævnt solgte Bachman godset Estrup til assessor Lautrup i tiden mellem 1720 og 22. Kirkerne, der hørte under Estrup fulgte med i handelen, men nu købte Bachman altså Lindknud kirkes tiende for anden gang, hvorefter den dermed kom til at høre under Sønderskov som Bachmann altså nu var ejer af.

27. april 1725. ”Provsten visiterede, efterså og synede nedenskrevne brøstfældigheder på Lindknud kirke”. Der manglede tagsten på tårnet, loftet er så brøstfældigt at ingen uden livsfare kan gå derpå, ved alteret ingen messebægre, i fonten ingen døbekar. I degnestolen fattes et sædefjæl. Kirkediget er så elendigt at svin og bæster har deres gang på kirkegården.

2. påskedag 1731 var degnen Anders Thorstensen så beruset, at han forstyrrede gudstjenesten og sangen så meget, at præsten måtte gå fra alteret mod degnestolen og bede ham ”opholde med at give lyd”. Ja, så besværet var