Lindknuds kloakering i årene 1952-54

Historie fra avisen om Lindknuds kloakering i årene 1952-54

 

12. 0kt. 1952 holdtes møde på Lindknud kro, hvor formålet var at kaste lys over det projekterede kloakanlæg for Lindknud by.

Det var Statens vandløbsudvalg i Viborg, der indbød til mødet og alle lodsejere, der blev berørt af sagen var inviteret, dvs. især ejerne af jorderne ned mod, hvor rensningsanlægget skulle placeres, men også andre implicerede såsom sognerådet, formanden for vandværket m. fl. var inviteret. Andre interesserede var også velkommen, men af avisreferatet fremgår ikke at husejerne var inviteret. Det kan måske forekomme lidt mærkeligt og det kan se ud som kloakeringen bliver påbudt.

Der var selvfølgelig det at indtil 1952 havde byens borgere ledet deres affaldsvand i sivebrønde og grøfter, og den gik bare ikke længere. Det kan være årsag til at kloakeringen kom som påbud.

Vandværkets seneste prøver viste urent grundvand. Amtslæge Trier fra Ribe, der også var med på mødet, gav den manglende kloakering skylden for urenheden i vandværkets vand.

Indbyderne havde en plan at lægge frem for mødedeltagerne og der var lagt op til en vedtagelse af planen. Der var ikke så meget at diskutere.

Det blev bestemt at hovedledningerne skulle lægges i en dybde så byens kældre kunne afvandes, så man derved kunne blive fri for den plagsomme oversvømmelse, når der kom en tordenbyge, som der står at læse i avisen.

Stikledningerne indtil hvert enkelt hus skulle lægges i 6 tommers glaseret lerrør og hovedledningen i rør op til 65 cm. i diameter.

Anlægget ville komme til at koste130,000 kr., men med tilskud fra arbejdsministerium og kommune kunne udgiften bringes ned på 52,000 kr.

Der var 97 husejere at fordele denne udgift på, så det blev 540 kr. til den enkelte.

Der blev projekteret efter 500 mennesker i byen, hvor der på tidspunktet her i 1952 var 400.

Det blev bestemt at mejeriet ikke skulle kobles på anlægget. Det ville fordyre projektet voldsomt.

(Altså måtte mejeriet fortsætte med at lede vandet ned på engen ved bækken neden for, hvor Knudsmindeudstykningen findes i dag. Her havde mejeriet et grøftesystem som affaldsvandet blev ledet ned i og hvorfra vandet skulle sive ned over engen til bækken).

Der blev ikke aftalt på mødet hvordan anlægget skulle passes i fremtiden!

Der skulle bygges et mekanisk rensningsanlæg, hvor slammet når det havde bundfældet sig, skulle lægges ud på marken til tørring, hvorefter det skulle bruges som gødning på marker.

Askar Pedersen Debelgård, der ejede engen ved rensningsanlægget, var bekymret for om vandet ikke ville være forurenet i bækken efter det havde passeret anlægget.

Svaret var ”jo, det ville det være på en strækning af bækkens løb”.

Men det ville koste 60,000 kr. at føje et biologisk filter til anlægget og det var der ikke råd til.

Det blev efter nogen drøftelse vedtaget at gå i gang med projektet snarest muligt.

Hvis ikke udfaldet var blevet sådan kunne alternativet blive at sivebrøndene skulle kastes til, og hvad så med folks spildevand?

Med disse uhyggelige udsigter sluttede mødet, lyder det i referatet

Der blev nu taget fat på opgaven.

Byens vejtræer måtte ofres ved lejligheden. I avisen kan nu læses i de følgende måneder om hvordan byen kommer til at ligne et bombekrater og vejene bliver ufremkommelige.

Enerverende regnvejr og siden tidlig frostvejr og nogen steder høj grundvandstand driller alle, der ellers energisk arbejder på sagen.

Der opstod også farlige situationer under arbejdet. Åge Andersen, (der siden blev dræningsmester i byen) blev en dag begravet i en grøft, hvor jorden skød sammen om ham. Men til held var der folk i nærheden, som hurtigt fik hans hoved gravet fri og siden hele manden.

Længere fremme i arbejdet da vejene skulle grundforbedres og sluttelig asfalteres var en lastbil en dag i færd med at tippe grus af ud for mejeriet. Her opstod også en situation der kunne have endt ulykkeligt.

Den dengang 4-årige Bjarne Fynbo var kravlet op på anhængerens træk uden vognmanden havde opdaget det. Da han ville køre fra stedet faldt drengen ned og ihvertfald eet af anhængerens hjul kørte over Bjarnes ben. Bjarne blev kørt på sygehuset, hvor der bare blev konstateret at drengens ben havde holdt til det. Måske pga. at der var blødt sand under.

Projektet kom til at strække sig over næsten 2 år, da projektet også skulle omhandle asfaltering af vejene og anlæg af fortove. Vejene i byen havde selvfølgelig bare været grusveje indtil da. Der var også fortove nogen steder i byen, men de var bare grusbelagte. Nu kom der rigtige fortove overalt med fliser.

 Sidst på året 1954 står at læse i avisen: Stor glæde opfylder i disse dage beboerne i Okslund ved bevidstheden om, at den stærkt trafikerede vej til Lindknud nu er færdig med udvidelse og tæppebelægning. Den før så hullede og stenede vej, sognets værste stykke kommunevej strækker sig nu jævn, bred og magelig gennem landskabet, og dermed er tiden for en færd til Lindknud for Okslundboerne forkortet til halvdelen af det tidligere.

 

Kloakeringen af Lindknud er for øvrigt kort omtalt i bogen ”Lindknud 1930 – 1992”. Der er også historie om problemer med overfladevand i tøbrudstider og om hvordan der kunne dannes søer i forskellige baghaver m.m..

Endvidere findes billeder i bogen: ”Lindknud 100 år i billeder” af Lindknuds gader inden kloakeringen og med vejtræerne og inden asfalteringen af gaderne og etablering af fortovene.

                                                                                                         

Andr. Bruun