Valborg og Viggo Hansen

En kort historie om præstefolkene Valborg og Viggo Hansen.

 

I årene fra 1929 til 1946 var Valborg og Viggo Hansen præstefolk i Lindknud sogn. Her bringes de i erindring i en lille historie.

Der blev i deres tid i præstegården født først 3 drenge, Hans Jørgen, Søren og Poul og siden 3 piger, Ellen Margrethe, Karen Marie og Anne Louise.

Den ældste af børneflokken Hans Jørgen er død. De andre 5 har, blandt andre forbindelser til sognet, en andel i selskabet Vittrup Baun og mødes der med mellemrum.

I 1946 rejste familien til sognepræsteembedet i Flødstrup ved Kerte-minde, som for øvrigt præstefamilien før denne også var rejst til i 1929.

Der blev holdt en trofast kontakt til en række familier i Lindknud og Hovborg efter flytningen til Flødstrup.

Nr 2 af børnene Søren, der har været skoleinspektør m.m. i Tune, har fortalt en historie om hans forældre, som gengives nedenfor.

Mange af de ældre i sognet vil kunne nikke genkendende til historien og vil sikkert taknemligt erindre præstefamilien for det muntre liv, der blev levet i præstegården og i sognet og det solide præg de satte på tingene i sognet gennem de 17 år.

”Knud Viggo Hansen blev født i Ø. Vedsted v. Ribe 19/2 1902 som søn af gdr. Søren Olesen Hansen og hustru Hansigne Grønnebæk. Han blev student fra Ribe Katedralskole 1922 og teologisk kandidat fra København.s universitet i 1928. Undervejs i studiet var han et år 1926 -27 lærer ved Ellede friskole ved Kalundborg.

Efter eksamen i 1928 blev han højskolelærer ved Ask højskole ved Århus 1928-29.

Han blev ansat (kaldet til) embedet som sognepræst i Lindknud. – Hovborg 1/9 1929.

Særlig den daværende lærer Thomsen i Hovborg, var aktiv for at få min far indstillet af menighedsrådet. Han var som min far af grundtvigsk observans, og den omstændighed, og det at Viggo Hansen havde sin rod i det vestjyske landbrug, vejede godt til ved indstillingen.

Det grundtvigske slog altid igennem i min fars forkyndelse ”menneske først og kristen så”. Da Tidehverv blev stiftet i 30er-ne, var han meget interesseret særlig fordi bevægelsen vendte sig stærkt mod den selvret--færdige, amerikansk inspirerede Oxfordbevægelse. Og de dele af Indre Mission, som hyldede gerningsretfærdiggørelsen, bød ham meget imod.

Det yderligtgående var han dog aldrig med i, så den del af Tidehverv vendte han klart ryggen.

I sognet lagde han stor vægt på at være præst for alle. Og som sådan kom mine forældre i alle hjem både privat og som præstepar ved større familiære begivenheder. Jeg ved af de breve de fik, at de også især var til trøst og opbyggelse når familier blev ramt af sorg. De var begge meget gæstfrie og åbnede gerne præstegården for møder af kirkelig og folkelig karakter.

Fra sin tid i højskolen var Viggo Hansen levende interesseret i ungdommen, og han dannede sammen med førnævnte lærer Thomsen en ungdomsforening. 10 til 12 gange om året mødtes de unge i præstegården og haven. Her var både munter leg og alvorlig tale.

Én gang om året havde foreningen besøg fra den nærliggende Askov Høj-skole, hvor min far kendte mange af lærerne fra sin studietid.

30-erne var en brydningstid på mange måder, ikke mindst den fremstormende tyske nationalsocialisme – nazisterne, var bekymrende og faretruende. Som opvokset tæt på den gl. grænse var min far stærkt optaget af den sønderjyske sag. Han var aktiv i ”Det unge grænse-værn”, som var et bolværk imod den massive tyske påvirkning.

Da krigen kom, var han ikke aktiv i modstandsbevægelsens front. Vores hjem var én af de afsidesliggende ”sikre præstegårde”, hvortil folk kom, som var ”gået under jorden” og skulle ekspederes videre til Sverige eller andre sikre steder. Det var en trafik der fortsatte, også mens præstegården og konfirmandstuen delvis var beslaglagt af tyskerne til lazaret. Vi fik jævnligt et bundt illegale blade, som vi delte ud til dem, som vi vidste vi kunne stole på.

Også på det nære plan interesserede mine forældre sig meget for sam-fundsforhold. Min far var altid aktiv ved sognerådsvalg – ikke for at vælge bestemte partier, men for at få de rette folk valgt i rådet. Jeg husker at uddeler Christensen i Brugsen kaldte rådet det ”præstevalgte sogneråd”.

Min far kunne aldrig helt slippe sin oprindelse i landbruget, og da han havde behov for fysisk aktivitet deltog han gerne især i høstarbejde. Vores nabo, Julius Pedersen, var den foretrukne makker i markarbejdet. Men også andre kunne få en hånd med, hvis min far kunne få lov. Den store have var under intensiv dyrkning som frugt- og køkkenhave.

Jeg nåede i min barndom at få opfyldt hele mit behov for nyttehave resten af livet.

Jeg ved at mine forældre var meget lykkelige som præstepar i Lindknud/-Hovborg. Min far flyttede derfra fordi det var hans klare opfattelse at ethvert sogn skal have mulighed for at søge anden forkyndelse efter en vis tid.

For vores vedkommende var det 17 år, som vi alle gemmer i vore hjerter.

Min mor, Valborg Johannesen blev født 4/1 1897 i Himmerland hvor fadderen var lærer. Siden blev han forstander for et børnehjem ved Fåborg på Fyn.

Min mor blev uddannet fysioterapeut ved rigshospitalet i København og praktiserede som sådan, da hun traf min far. Som det var almindeligt dengang, opgav hun sin karriere, da de blev gift.

Min fars udadvendte virksomhed kunne ikke have fundet sted, hvis ikke min mor derhjemme sørgede for at tingene kunne lykkes.

Når præstegården blev åbnet, stod min mor bag køkken og kaffebord og hun forstod af små midler – ofte hjemmeavlet – at fremtrylle spændende ting.

I kraft at embedet var præsteparret dengang nok ”velærværdige”, men ellers levede vi i de samme ret simple kår, som alle andre i sognet og det var selvfølgelig med til at mine forældre færdedes hjemmevant blandt sognets folk.”

 

Der kan føjes til Sørens fortælling om hans far s sans for det praktiske, at der var en lille stald ved præstegården, hvori der hvert år blev fedet et par svin op som ved slagtning kunne give mad på bordet.

Som nogen af de ganske få i sognet havde præstefamilien bil. Det var en Ford årgang 1928. Viggo Hansen var virkelig landmand af sind som Søren fortæller om. Han deltog gerne i stald – og markvandringer og kunne give råd når familien var på besøg hos landmandsfamilier i sognet.

 

Der findes et billede af præsteparret og et hvor et konfirmandhold er fotograferet sammen med præsten i bogen: ”Lindknud 100 år i billeder”.

Andreas Bruun